lørdag den 16. marts 2013

Jordbær-rabarber tærte med marcipan crumble



Til min fødselsdag for studiepigerne lavede jeg en rigtig sommer dessert. Selvom der er lang tid til sommer, så er der ingen undskyldning for at gøre alt hvad man kan, for at bringe den lidt tættere på ;) I kan måske fornemme, at jeg er ret så træt af, at Danmark ikke kan beslutte sig helt for om foråret må komme eller ej :)

Den her tærte er utrolig let at lave. Det tager max 10 min fra start til den er i ovnen - se det er altså nemt!
Rasbarberene havde jeg i fryseren, men nu varer det heller ikke længe, for de første rabarber viser sig frem :)
Du kan selv vælge mængden af jordbær/rabarber, eller bruge andre bær/frugter. Sådan en tærte her er utrolig taknemmelig - i den forstand at stort set alle bær/frugter kan bruges. Så hvis du har en rest i fryseren, så brug endelig den :)

Jordbær-rabarber tærte med marcipan crumble

Til 1 tærte fad

  • 250 g rabarber skæret i små stykker
  • 500 g jordbær, optøet
  • 1-2 spsk kartoffelmel/majsstivelse



Crumble:

  • 100 g mel
  • 100 g smør
  • 100 g havregryn
  • 50 g sukker
  • 100 g revet marcipan
  • 2 små håndfulde hakkede mandler


Bland bærerne med stivelsen og kom dem i tærtefadet.
Kom alle ingredienserne til crumblen (undtaget mandler) ned i en foodprocessor og blend til crumble-massen er i små klumper. Kom crumble-massen oven på bærerne, gerne så det hele stort set er dækket. Drys mandlerne oven på crumblen. 

Bag tærten ved 180 grader i ca 25 min min. Crumblelåget skal være gyldent og sprødt :)

Server tærten lun og med en klat creme fraiche til. Og så er det bare med at finde en solstråle og nyde et dejligt stykke tærte :)





Nu må rabarber sæsonen gerne snart melde sin ankomst! :)


3 kommentarer:

MissMocca sagde ...

Ej, det er bare lige, hvad der skulle til i den her møgkulde. Drømmer mig væk til sol og sommer :)

Anne sagde ...

Ja det er det virkelig..
Jeg kan slet ikke li, at der er helt snedækket uden for mit vindue - det var ikke helt efter min plan! :)

Tina sagde ...

Ser virkelig indbydende ud - og ikke mindst at tærten er lige til at gå til. Vil du ikke være sød at give et bud på, hvad man kan erstatte rababer med?