onsdag den 24. april 2013

Kyllingegryde med 3 slags svampe






Lyden af Joshua Radin svæver ud af højtalerne og regnede drypper stille ned udenfor. På en måde er det noget så hyggeligt, men heldigvis sidder jeg også på den rigtige side af vinduet og kan nyde varmen :) Tidligere i dag da jeg var på den forkerte side af vinduet og var på vej hjem på cykel, var det knap så hyggeligt ;) 
Mens jeg burde læse lidt mere på lægemiddelregning, så er det lidt mere fristende at få støbt et lille blog indlæg sammen - I kan vel godt regne ud, hvilken aktivitet der vandt? 

Den her ret passer perfekt til vejret - det er en simre ret, som gerne må stå og hygge sig lidt for sig selv. Imens kan man passende tulle lidt rundt :)
Men videre til selve retten. Det er en ret, som er lavet på slump, men jeg skriver ca mængderne ned, som jeg brugte. Væsken kan selvfølgelig variere, jeg måler nemlig ikke rigtig af. 

Kyllingegryde med 3 slags svampe

3-4 pers


  • 2 store kyllinge fileter
  • 1 bakke blandet svampe (jeg brugte champignon, østershatte og shiitake)
  • 1 stort løg
  • 2-3 fed hvidløg
  • 1 porrer
  • 100 g bacon i tern
  • 2 dl hvidvin
  • ¼ madlavningsfløde 8 % 
  • vand
  • salt, peber
  • ½ citron eller 1 lime
  • 1 stor håndfuld frisk persille, hakket.
  • Majsstivelse til jævning



Gør grønsagerne klar. Så svampene skal vaskes og skæres i skiver. Løget skal pilles og skæres i tynde skiver eller i tern, det er en smags sag. Porrer snittes, hvidløget presses og persillen hakkes.
Varm en gryde op med lidt olivenolie. Svits løget og hvidløget til de er gyldne. Pas på de ikke brænder på eller bliver alt for mørke, de skal blive klare.
Skær kyllingen ud i små skiver og kom dem ned til løgene. Når kyllingen er brunet af tilsættes porrer og bacon. Giv dem 2 min og tilsæt hvidvin. Her efter tilsættes madlavningsfløde, salt, peber og bouillontern. Tilsæt svampende og kom vand ved, så det lige dækker.
Lad retten simre i 25 min.
Imens kan du koge brune ris, som passer perfekt til retten.

Efter de 25 min tilsættes persillen og saft fra ½ citron (evt. lime hvis du ikke har en citron). Smag retten til og jævn dem med lidt majsstivelse, der er rørt op i vand. Og så er retten klar! :) 

Server kyllingegryden sammen med brune ris, frisk persille og evt. et godt stykke brød til - og så nup lige et glas koldt hvidvin også, så er den lige i skabet :)









Ingen kommentarer: