Viser opslag med etiketten karamel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten karamel. Vis alle opslag

lørdag den 5. januar 2013

Bløde lakrids karameller



I starten af december måned skulle jeg besøge min søde veninde Charlotte og hendes kæreste Martin i deres nye hus. Så hurtigt kunne jeg se en anledning til at lave lidt lækkert i køkkenet og da havde jeg lige modtaget lækkert lakrids fra Johan Bülow, så skulle der selvfølgelig leges med lakrids :) 
Valget faldt på karameller med lakrids, men de måtte gerne være bløde. Jeg havde læst et sted at karameller på kondenseret mælk skulle blive lækre og bløde og straks kom jeg i tanke om, at Chocolat har blogget om nogle ret smukke karameller, så jeg fandt inspiration i Chocolat's opskrift :)
I får opskriften som jeg lavede den, der var ikke de vilde ændringer, men der var et par få.. 


Bløde lakrids karameller


  • 200 g kondenseret mælk (1/2 dåse)
  • 50 g smør
  • 120 g rørsukker
  • 1 stor spsk sød lakridssirup fra Johan Bülow
  • 1 tsk rålakridspulver fra Johan Bülow

Kom kondenseret mælk, smør, sukker og lakridssirup i en gryde og smelt det for lav varme. Når det hele er smeltet, så skal der skrues op for temperaturen til ca middelvarme. Massen skal nu koge omkring 10-15 min, massen skal blive godt gylden og begynde at tykne. 
Når massen er begyndt at tykne, så tilsættes rålakridspulver.
Hæld karamelmassen i en rugbrødsform (eller lign) som er foret med bagepapir. Sæt karamellerne på køl i et par timer til de er helt afkølet.
Skær dem herefter ud i mundrette stykker og pak dem ind i bagepapir eller cellofan..
Og så.. Nyd dem! :) 
Ps. De forsvinder ret hurtigt, tror de tiltrækker mus ;) Ahem.. 














Husk I kan finde masser af lakrids-inspiration på Lakridskogebogen på facebook. Jeg synes at der er et hav af opskrifter, som jeg så gerne vil lave. Og jeg kan godt løfte sløret for, at der kommer nu 3(har lige lavet endnu en favorit i køkkenet) lækkerier hen af vejen med lakrids.
Nu skal I sige til, hvis I bliver trætte af alt det lakrids - men det er lige før, at lakrids sniger sig foran chokolade af mine yndlings treats, men også kun lige før! ;) 




Rigtig god weekend og jeg håber, at I nyder årets første weekend! :)
Her har den stået på perfekt lørdagmorgen med Mads og Monopolet, men synes dog ikke at det var så godt, som det plejer i dag? Så lidt oprydning, studielæsning og nu er Pearl Harbor sat på og kaffen er ny lavet :)


søndag den 30. december 2012

Luksus nøddetærte med karamel



En rigtig god nøddetærte går man næsten aldrig galt i byen med, og denne her nøddetærte er en af de bedste nøddetærter jeg længe har smagt. Det er ikke uden grund at Markus Grigo kalder den " En super luksus nøddetærte - et orgie i nødder" og jeg kan kun give ham ret.. 

Tærten blev kreeret til de dejlige spl. damer til vores julefrokost i slut november og selvom vi alle var godt mætte, så fristede tærten vores fyldte maver og resultatet var søde kommentarer om at den tog kegler. De damer er nu dejlige! :) 

Men nu til opskriften. Jeg har fundet inspiration fra Markus Grigo's bog om hjemmebag - dog kan man bruge lige de nødder man vil, så det er kun fantastien og pengepungen som sætter en stopper ;) 


Luksus nøddetærte med karamel

 ca 12 stk


Linsedej: (kan fryses)


  • 250 g hvedemel
  • 100 g smør - stuetemp.
  • 100 g sigtet flormelis
  • fintrevet skal af 1 citron
  • ca 1/2 æg - letpisket
  • 1 æggeblomme


Ælt mel, smør (i små klumper), flormelis og citronskal sammen til blandingen ligner sand. Tilsæt æg og æggeblomme og ælt dejen et øjeblik mere, til den er glat og smidig og saml dejen sammen. Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile køligt i ca 30 min. 
Rul dejen ud på et meldrysset bord, så dejen bliver lidt større end tærteformen. For formen med dejen og skær den dej af, der hænger ud over kanterne. Prik bunden med en gaffel. Sæt tærteformen i fryseren i ca 20 min for at gøre dejen hård. Læg et bagepapir eller staniol over tærtebunden og fyld tørrede bønner på. Bag tærten i en forvarmet ovn på 180 g i ca 20 min.
Fjern bønner og papir (bønner kan bruges til bagning igen, dog ikke spises!) Bag evt. tærtebunden et par ekstra min, hvis dejen stadig ikke er helt bagt.

Mazarinmasse:


  • 125 g marcipan
  • 125 g sukker
  • 125 g smør - stuetemp.
  • 2 hele æg
  • 30 g hvedemel


Rør marcipanen sammen med sukkeret. Tilsæt smørret lidt ad gangen. Tilsæt æggene lidt af gangen og til sidst vendes melet i massen.
Derefter er marzarinmassen klar til brug. 
Fordel marzarinmassen på den bagte tærtebund. Bag tærten igen i ca 20 min eller til massen er bagt. Lad tærten køle af i formen.

Nøddemasse:


  • 75 g piskefløde
  • 75 g smør
  • 75 g rørsukker
  • 40 g hvedemel
  • 75 g glukose
  • 45 g honning
  • 300 g blandet nødder. (Jeg brugte mandler, hasselnødder, pecan og pistacie nødder, samt tørrede tranebær hvilket passede perfekt ind blandt alle nødderne)


Kom piskefløde, smør, rørsukker, hvedemel, glukose og honning i en gryde og kog massen igennem under omrøring, til melsmagen er væk. Tilsæt nødderne og evt. tørret tranebær og varm kort igennem. Fyld nøddemassen på tærten og lad den køle af i 3-4 timer i køleskabet. Tag tærten ud af køleskabet ca 10 min inden servering, så den stadig er en smule kold, når den skal spises.
Server gerne tærten med en lækker vanijleis eller creme fraiche til. 










Hvis man kan li nødder, så er det her helt klart en tærte som fortjener et forsøg. Karamellen, nødderne, marzarinmassen og hintet af citron i tærtebunden passer simpelthen bare så godt sammen! Det er i den grad en fryd for smagsløgene og de sultne maver :) 

søndag den 11. november 2012

Flødekarameller med havsalt



Ingen jul uden lækre, hjemmelavet flødekarameller og den her variation med havsalt pifter den klassiske flødekaramel op. De små saltede flager kombineret med den fede karamel er skabt til hinanden! :)
Den her portion passer til en rugbrødsform, så det er en fin lille portion til en lille husstand :) Og så vil de her basser være perfekte til en værtindegave eller til pakkespil? Hvem vil ikke elske at få en lille pose hjemmelavede karameller i stedet for familiens hadepakke som går i ring?  ;)





Til den her fine lille portion skal du bruge: 

Flødekarameller med havsalt



  • 1 rugbrødsform foret med bagepapir og penslet med lidt smagsneutral olie
  • 2,5 dl fløde
  • 125 g sukker
  • 60 g glukose
  • 2 tsk læsø salt eller Maldon flagesalt

Kom fløde, sukker og glukose i en pande og sæt godt fut i den. Der skal røres ofte i massen, så den ikke brander på. Når massen bobler godt derude af, så skal det koge i godt 10 min. Du kan lave en lille test ved at tage en lille klat karamel på en tsk og komme den i et glas med koldt vand. Hvis karamellen bliver fast og du kan forme den til en lille kugle, så er den færdig.
Når karamellen er færdig kommer du 2 tsk læsø salt/Maldon flagesalt i og rører godt rundt.
Hæld det herefter over i den foret form og stil karamellen på køl til den er stivnet helt.
Hvis karamellen står til næste dag, så er den nemmest at skære ud i små tern, hvis den har stået i stuetemp. i 30 min, så går den ikke alt for meget i stykker :)







Kom ikke her og sig, at du ikke kunne spise et lille stykke? ;)


Jeg tror helt bestemt, at jeg skal have lavet en portion mere, når datoen siger 1 december :)
Har du planer om at lave karameller i julen i år? :)
og hvis ja - har du en opskrift du vil anbefale?